FOTO GALLERI

Afgangsklasse Vester Nebel skole 1953 på tur til København, klassen havde ophold på et pensionat på Svanemøllen. Stående til venstre Agnes Gejl, til højre Kristen Gejl. Siddende første række til venstre Niels Ravn og til højre Arne Krüger. Vi mangler navne på de øvrige, så kan du hjælpe os, så kontakt arkivet

Skolebillede af elever og lærere årgang 1964 Vester Nebel skole. På trappen til venstre ses frk. Bachmann, til højre bagerste række ses E. Bording, K. Gejl og J. Solgård. På dette tispunkt undervistes fra og med 1. klasse til og med 7. klasse.

Et spændende billede fra 1910, her ses den hvide brugsforening opført i 1875. Bemærk et parkeret automobil ved indgangen til forretningen. Huset til venstre er Koldingvej 26, lige før dette ligger vejen til Jordrup.

Igen et billede fra Koldingvej taget i ca. 1945. Til venstre ses Koldingvej 34, længere nede ses det store kastanjetræ ved bageren. Bemærk, der er kun er anlagt fortov på venstre side af vejen.

Vi er nu fremme ved 1953 og træerne ned gennem byen er fældet, det sidste er træet ved bageren, som nok har været en udfordring at fælde. Bemærk bagermester Christensen sidder på stigen og smalfilmer fældningen, vi arbejder på om vi kan finde filmen.

Billedet er fra 1920, her ses vaskeriejer Stine Marie Pedersen med sin mor Siersine Pedersen. Stine drev vaskeri med fransk vask og strygning fra ejendommen Koldingvej 37.

Billedet er fra 1920 vi er på Koldingvej 43, bagved ses Søvej. Her drev tømrermester Hans Madsen Petersen forretning. Den unge mand til venstre er barnebarnet Viggo Petersen som senere åbnede snedkerforretning i Vester Nebel

Så er der linet op til fest i byen, vi er i året 1935 og ser her ringrideroptoget med fuld musik på vej til ringriderpladsen. Ringridning var en af årets store begivenheder, alle var med når ringriderkongen skulle krones. Til højre ses mejeriet.

Koldingvej ca. 1945 fotograferet på cirka samme sted som ringrideroptoget, fotografiet er taget 10 år senere. Det stråtækte hus er i dag nedrevet, der er i dag indkørsel til Nytoft.

Billedet er fra Brugsens 60 års jubilæum i 1934, fotografen har taget billedet på den anden side af vejen inde fra Severinpladsen. Den hvide bygningsdel er fra den oprindelige bygning fra 1875, til venstre ses de løbende moderniseringer.

Så er vi inde på mejeriet. Maler Peter, 2 mejerister og mejeribestyrer Børge Gasbjerg præsenterer de vigtigste maskiner. Bemærk jernpikkene og næsebeskytteren på træskoene, måske smedet af smedefamilien Mortensen. Centrifugen i midten er leveret af Alfa-Laval i Kolding.

Tog de på skiferie i gamle dage? Jeg tror det ikke, her ses snekastere i aktion efter en snestorm over Vester Nebel. Mon ikke de har fået sne nok. Vi har ikke den nøjagtige datering af billedet, men anslår 1942-1945

Luftfoto taget cirka 1954 over Vester Nebel fra nordvest. Nørresø med Mågeøen ses øverst i billedet.

Scroll to Top