I slutningen af 1950 érne var Vester Nebel slemt plaget af tyvknægte, specielt Brugsen og købmanden havde mange indbrud, også private hjem havde i mindre grad besøg af tyvene. Banditterne havde regnet ud, at hvis de kunne lave et bræk på under 20 minutter kunne Kolding Politi ikke nå herud, og så var de pist væk med kosterne når politiet nåede frem. Borgerne i byen talte frem og tilbage om hvordan det kunne stoppes, ordensmagten kunne ikke hjælpe, når de havde tid sendte de dog en patrulje gennem byen i nattetimerne, men det hjalp ikke. Borgerne talte videre, de huskede at sognerådet havde oprettet et vagtværn i byen, da det danske politi var i knæ efter krigen. Dengang startede også en række indbrud i byen, det hjalp med vagtværnet. Som sagt så gjort, efter høst meldte 14 mand sig til det nye vagtværn. Samtidig sørgede de for rigelig pressedækning, så banditterne kunne få nys om tiltaget. Selv Jyllands Posten og Københavneraviserne skrev om de gæve landsbybeboere. Aviserne bragte billeder af vagtværnet, og det med de største af gutterne i forreste række, tyvene skulle ikke tro, at det var det bare pjat. Jooh Nevel var kommet på landkortet. Start af oktober var vagtværnet klar, to mand patruljerede rundt i byen fra midnat til morgengry, ind imellem tog de sig en kaffepause, og fik sig lidt varme i den kolde nat. Tiden gik og indbrudsbølgen stoppede, den massive pressedækning havde den ønskede virkning. Vagtværnet fortsatte sine vagter, der var delt op på at 2 mand havde vagt en gang i ugen, så var ugen dækket ind. Vester Nebel telefoncentral havde en vigtig rolle i vagtværnet, Oskar Madsen var centralbestyrer, centralen var af den gamle type med manuel betjening, så hvis der kom en alarm ringede Oskar rundt til de 14 mand, også de to som havde vagten blev ringet op, de kunne jo holde pause og sidde inde og varme sig og drikke kaffe. Det skulle senere vise sig at være en god disposition. En kold november nat med regn og blæst, gik holdet der havde vagt deres runde, de blev enige om at nu var det kaffetid, klokken havde lige passeret 2.00. De fik sig sat til rette i den lune stue og kaffen var klar. Med et ringer telefonen, i den anden ender lød Oskars karakteristiske stemme, de æ Oskar de pussel uee ve Sofus Sørensen. De to varmehungrende gutter sprang i jakke og støvler, så gik det i skarpt trav op gennem byen, ud mod Sofus Sørensens hus på Koldingvej 45. Oskar havde som aftalt adviseret de 12 andre vagter om, at nu var der bid på krogen. De to som havde vagten nåede først ud til Sofus. De nærmede sig huset, men de undrede sig over at alt lys i huset var tændt, de observerede og ventede på opbakning, som hurtigt nåede frem. Da de var mange nok gik de frem mod huset og bankede på, Sofus lukkede døren op med et stort smil, Nå I ku koeme det gik jo hurti. Det var lige ved at være for meget for de opsatte redningsmænd, ja en mente at Sofus skulle have en røffel. Sofus fortsatte a vil gjern byee jer o smørrebrøj, øl og brandvin, a tøges i hår gjor et guee mæ a vajtværn, Ifortjen et. Det løste op og en god fest der varede til søndag morgen, Sofus havde selvfølgelig slået alarm til Oskar tideligt søndag nat, så vagterne ikke skulle på arbejde næste dag.Vagtværnet kom ikke i aktion, strategien med pressedækningen virkede, vagtværnet blev opløst hen over vinteren. Der var igen ro i den lille by. En fortælling om sammenhold og omsorg mellem byens beboere, et sammenhold jeg stadig håber der er DNA af i vor dejlige by.
